MYG PÅ RUDEN

Oprettet d.

Hvem husker ikke, at insekter landede en gang på bilruden, og viskerne lavede halvmåneformede cirkler?

Biodiversiteten i Danmark er presset, og vores natur svinder. Det er de fleste enige om. Udviklingen skal vendes, og vi erkender vores særlige ansvar som lokale politikkere i Greve kommune.

 

11 af de sommerfuglearter som vi før havde i Danmark, er her ikke længere. 32 ud af 66 nuværende danske sommerfuglearter er af forskere vurderet til - i større eller mindre grad - at være truede som arter.

Der skal handles ansvarligt nu, og derfor havde Socialdemokratiet på byrådsmødet mandag d. 29. april et mindre forslag om, at vi øger biodiversiteten i Greve kommune - ved at omdanne kommunalt ejede arealer til vildeng.

 

Konkret foreslog vi, at Naturrådet og Danmarks Naturfredningsforening inddrages til at udvælge de mest oplagte arealer. Samtidig foreslog vi, at dette skal gøres i samarbejde med de entreprenører, der i dag holder vores grønne områder.

 

Vi taler om arealer, der i dag holdes nede ved slåning, hvorfor finansieringen er på plads. Kun Enhedslisten støttede forslaget. I kommuneplanen fra november 2017 foreslår flertallet ellers det selvsamme.

 

Heidi Serny Jakobsen og Mikkel Witthøft

Socialdemokratiske byrådsmedlemmer i Greve kommune