Næsten alt i politik måles i hvor mange job det skaber, eller hvor mange der ikke længere er på offentlig forsørgelse. Så længe tallene er høje eller lave nok, så er det acceptabelt.
 

”Den bedste måde at hjælpe arbejdsløse, er ved at give dem et job”. Se det er en sætning alle partier ynder at sige, for ingen kan være imod. Til gengæld er der bare ingen der kan love det er hvad der sker. For statistik og fine tabeller, tager ikke
højde for den menneskelige faktor. De tager udgangspunkt i medianen. Det er præcis ligesom i skolegården. Der vil altid være dem, som er hurtigst om at få boldbanen. Dem som aldrig har problemer med at få venner, og dem som altid er på omgangshøjde med det faglige niveau.

Omvendt, var der også altid dem, som endte med at blive mobbet, valgt sidst på hold, og som hele tiden måtte kæmpe for at klare sig fagligt.

Sådan er det også på arbejdsmarkedet. Der er dem som aldrig har problemer med at finde job, dem som en gang imellem er uden, og så den sidste gruppe, som kæmper hele tiden med at klare sig igennem. Og ja, et par stykker som undslår sig alt de kan.

Når man laver reduktion af ydelser til dem på offentlig forsørgelse, og siger det får folk i arbejde, så har man nok ret. Det får nogle folk i arbejde, dem som undslår sig. Dem der kan. Dem der kæmper, og som er nederst i ”fødekæden”, gør ikke. De får det bare endnu sværere.

Så er spørgsmålet, hvad er det magiske tal, som får det til at være ok at dem der har det sværest, får det endnu sværere? Hvor mange flere skal komme i arbejde for at det er ok?

I min verden kan jeg ikke sætte tal på, for det er aldrig ok.


Det er ikke ok, fordi det er båret af straf. En straf der rammer bredt, og ikke hviler på tillid og faglighed, og som ikke er båret af hvordan vi kan hjælpe folk. Dem der tages i at snyde skal straffes, og dem der har brug for hjælp skal hjælpes.


Vi er bundet i kommunerne af regler, sanktioner og tilskud. Særligt på beskæftigelsesområdet. Så når man for tiden spørger hvad man får for de milliarder det koster at drive jobcentrene, så er det helt legitimt.


Lad mig bare foreslå noget helt vanvittigt.

Gør et forsøg, og giv et jobcenter helt frie rammer til hvordan vi hjælper folk i arbejde, kun ud fra den faglighed vi har ansat. Ansatte i jobcentre bruger mere tid på at tilsikre refusion, tilskud og sikre regler er overholdt, end at hjælpe den enkelte.

Så giv dem frie hænder i stedet. Lad vores kommunale medarbejdere arbejde med frie hænder i forhold til hvordan folk bliver hjulpet, og lad os stole på deres faglighed til hvem der kan, og hvem der ikke kan.

Kør det forsøg i et år, og se på resultaterne. Jeg er overbevist om at vi vil få flere i job, for færre penge, og helt uden at straffe dem, som kæmper, men har behov for en hjælpende hånd.