Et øjebliksbillede fra et plejehjem 
Vi kan ikke tale sammen, så vi sidder bare her med hendes hånd under min. Kun vejrtrækningen bevæger os tilsyneladende.
Der er en svalende gennemtræk af frisk luft fra bugten og lyden af en plæneklipper i det fjerne. Vivaldi i radioen og stemmerne fra de andre beboere og personalet, som sludrer om vejret, spadsereturen i haven og det næste måltid.
Verden er både uendelig og kun her omkring os. Det er lige nu meningsløst at gøre andet end at lade tiden flyde.
Når jeg går om lidt, er hun alene. Men jeg véd, der ikke er længe til han kommer. Så alt er godt - for hende.
Så heldige er mange på plejehjem ikke. Den nære kontakt, hvor man bare sidder lidt sammen, mærker hinanden, ser hinanden. Hvor man kun er alene, når man har lyst til det.
Det kan orden i de mange dokumentationsskemaer eller oceaner af møder om tilpasning af budgetter, kvalitetsudvikling og ajourføring af kompetenceplaner ikke kompencere for. Aldrig. Men det er som om at de varme hænders kærlighed hele tiden taber til kolde 'vi-skal-liiiige', hovsa-lappeløsninger og endnu en organisationsforandring.
I den tilstundende valgkamp håber jeg, at ingen af kandidaterne overser dette. At de sætter sig ordentligt ind i problematikkerne og udfordrer dem. Forbedrer dem. Og at de aldrig glemmer dem igen, når stemmerne er høstet og taburetterne fordelt.
